Løkkehus Børnehjem

Indretning af fællesrum på børnehjem.

På Løkkehus Børnehjem manglede både børn og medarbejdere et hyggeligt, varmt og rart fællesrum. Udfordringen var, at det tiltænkte rum ikke bare var fællesrum – det var også gennemgangsrum for køkkenpersonalet, kantine for hele børnehjemmet og mødelokale for personale og kommunale samarbejdspartnere.

Skøtt Studios opgave var at skabe en helhed i indretningen, så æstetik og varme blev trukket frem. Rummet skulle være indbydende, behageligt og rart at opholde sig i, uden at det gik ud over rummets mange forskellige funktioner.

Et udpluk af tankerne bag

Løkkehus Børnehjem er – som navnet jo så tydeligt indikerer – et hjem, hvor børnene er i centrum. Selve indretningen skulle afspejle omgivelserne omkring hjemmet, hvor flotte birketræer var det mest markante, og det store rum skulle indhylles i varme toner.

Gulvene skulle fornyes, men bortset fra det gik vi efter at genbruge så mange af de ressourcer, der allerede var til stedet i huset:

Bordbenene blev genbrugt.
Stolene fik en lakering.
Ruminddelingen forblev som den var.

Mange funktioner samlet i én helhed

Ved hjælp af farver og materialer blev der skabt “rum i rummet,” så der både var en helhed og en opdeling af funktioner. Målet var at skabe plads til både leg, hygge og spisning og samtidig minimere larmen fra køkkenpersonalets gennemgang og ikke mindst at gøre møblerne mobile, så rummet hurtigt kunne omdannes til møderum – og det lykkedes rigtig fint:

Bordene blev samlet til ét stort langbord, der rummer alle børn og medarbejdere til frokost, men som samtidig kan opdeles ved arrangementer og møder. Whiteboardet blev udskiftet med en glastavle, der glider i ét med bagvæggens nye farve, men som stadig fungerer efter hensigten.

En indbygget sofa blev bygget af en lokal snedker, så børnene kan slænge sig i fællesrummet, og nyde udsmykning på væggene, der er en direkte reference til udemiljøet omkring børnehjemmet.

De rolige og varme farver samler hele indretningen, og giver rummet en varm og hyggelig glød.